Onsdag d. 24:
Var i dag oppe før fanden fik sko på, og ud af døren. Havde overnattet hos de gamle, som gavmildt havde tilbudt at køre mig til lufthavnen i Kastrup.
Vi var der ved 8 tiden, og check-in foregik nogenlunde glidende – det samme gjorde sikkerhedstjekket.

Ikke så snart havde jeg bevæget mig, ind i boarding-området, før jeg lagde mærke til, at de fleste mennesker sad og drak. Og her var ikke kun tale om svenskere, men stort set alle mennesker, der befandt sig i samme område som mig (På dette tidspunkt var klokken mellem 9 og 10). Jeg må indrømme at jeg var overrasket, over hvordan folk gik ombord i alkoholen, og smørrebrødet, lige fra morgenstunden. De kunne da ikke alle sammen komme, fra en helt anden tidszone.... Oh well jeg flyver helt sikkert for sjældent.

En fed dame kom over til et bord ved siden af mit, med en tallerken med roastbeef, og da hun havde sat sig ned – fik hun promte styrtnæseblod (sikkert grudet den spændte forventning, om at proppe dette ’kulinariske mesterværk i sin mund!). Derefter ankom hendes tynde ledsager, der resolut væltede sin gammel dansk ud over gulvet, før han fik sat sig ned. Da jeg så at hun havde en bandage på den ene finger, sytes jeg ligesom at et mønster begyndte at danne sig, og ræsonementet måtte være, at her var tale om et par, med et noget specielt og relativt belastet forhold til madvarer...

Og så var der oven i købet et lille pigekor (læs: voksne kvinder), der ’underholdt’ gæsterne, med at synge acapella versioner af bla. ’my lifes companion’. Dette frembragte meget dårlige associationer til vocaloca, hos undertegnede, og jeg havde mest lyst til at bede dem om at klappe i.

Det var imidlertid ting som dette, der hjalp med at tage opmærksomheden, fra min stigende nervøsitet og rejsefeber, her i begyndelsen af min til dato længste rejse med fly.
Jeg bestilte en dobbelt Cappucino, hvilket viste sig at være en dårlig ide, da den blot fik mig til at ryste på hænderne, endnu mere end jeg gjorde i forvejen.

Nå tiden gik rimelig hurtigt, og før jeg vidste af det, var jeg halvvejs på vejen til Frankfurt lufthavn, hvor jeg skulle skifte til et andet fly, der fløj direkte til Osaka.

Turen gik hurtigt og let, og det var ikke det store problem at finde mit Gate i Frankfurt. Tyskerne kan altså noget med effektivitet, når det gælder trafik, så clicheen er ikke helt ved siden af. Den Tyske tolder virkede ikke meget for at slippe mig igennem; han skulede med stram mine, og citronmund under sit overskæg, fra mit ansigt, ned til billedet i mit pas, og tilbage igen. Jeg smilede bare tilbage, og tilsidst vinkede han mig igennem med en vrissen, og træt mine. I starten var kun Gaten’s område meddelt, og ikke den specifikke Gate – men da jeg fandt et område fyldt med Japanere, tænkte jeg at jeg jo ikke kunne være gået helt galt.
Flyet var forsinket ca. 30 mins, og i takt med ventetiden, voksede sommerfuglene i min mave. Jeg prøvede at slappe af med lidt musik på Ipod’en, og var glad for at jeg havde fåt medbragt både Gotan Project, og Cafe del Mar =)

Boardingen gik overraskende hurtigt, flyets størrelse taget i betragtning (Iøvrigt det største fly jeg har fløjet med til dato – et ordentligt lokum af en Airbus), og jeg fandt min vinduesplads, ved siden af en middelaldrende, Japansk herre. Selve Take off, var betydeligt mere smooth, og umærkelig i dette store fly, end i det jeg fløj med fra København. Lidt ligesom forskellen mellem at køre i Mercedes og Golf.

Der var godtnok trangt med pladsen, og jeg måtte have stængerne ind under sædet foran, for at kunne sidde nogenlunde behageligt.

Turen føltes meget lang, og det var ikke nemt at sove, i den akavede stilling, sædet tvang mig til at indtage. Det blev til måske en time, til 1 ½ sammenlagt, plus et par timer hvor jeg bare hørte musik med lukkede øjne. Fik også hevet Laptoppen frem, og lavet en skitse – noget der pga. Den trange plads var lidt af en udfordring =). Der var både små børn, og fnisende Japanske teenagepiger, bag mig – men jeg blev på intet tidspunkt rigtig irriteret eller fik nederen på – dertil var alting for nyt og spændende. Det eneste egentlige problem, var mine knæ, der brokkede sig over de mange timers belastning; men det hjalp med et par ture ned af gangen, og et par lette strækøvelser.

Flymaden var som man kunne forvente, og forplejningen var ellers fin og stewardesserne søde.
Under flyvningen kunne man følge med i, hvor flyet befandt sig i verden, hvor højt vi var oppe, hvor langt der var igen osv. Jeg skulle nok have ladet være, med at checke det for meget – for da vi var over hviderusland, sibirien og Mongoliet, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det bare var her man IKKE havde lyst til at skulle nødlande, haha.

Onsdag d. 25:
Nå, vi landede og defilerede ud af flyet, til en overskyet morgen, og en luftfugtighed iden høje ende af skalaen (dette blev senere til overskyet, 28 grader og en luftfugtighed der må have ligget mellem de 90-100%). Det føltes nærmest som subtropisk klima – og der gror da også palmer mange steder =)

Det gik overraskende glidende, og let at komme igennem tolden, og paskontrollen. Alle myndighedspersoner var meget smilende, venlige, høflige og bar hvide handsker. Man skulle have taget billede, og fingeraftryk – og dette var heldigvis automatiseret, og gik let og hurtigt.

Fandt min høflige Taxa-mand, der ventede med et skilt, og fulgte med ham, ned til et sted hvor vi ventede et kort stykke tid, på at alle samledes. Derefter gik turen i en minibus, fra Lufthavnen i Kansai, gennem Osaka og til Kyoto, hvor jeg skulle skifte minibus, og så til skolen – der ligger i en forstad, kaldet Nagaokakyo.

På vejen kørte vi meget af tiden, igennem nogle enorme industriområder, i Kansai og Osaka, der bare fortsatte og fortatte. Det var en fantastisk blanding af byggestile (noget jeg skulle opdage er en generel ting i herovre), nyt og gammelt, og i alle stadier af forfald. Store gamle fabriksbygninger, havne, lagerbygninger, og fabrikker, blandet med alle mulige mærkelige, små skure, huse, og boligblokke. Og indimellem stak træer, palmer og buske frem, som en stærk kontrast til det grå og brune forfald. Stemningen jeg følte fra dette område, er ubeskrivelig og fantastisk – jeg sad med et stort smil på det meste af vejen, og forsøgte at tage nogle billeder i forbifarten. Det var ikke helt nemt, især fordi den motorvej vi kørte på, var afdækket af barrierer på begge sider, der kun glimtvis afslørede de omliggende områder. Jeg bliver nødt til at tage tilbage og udforske dette område, på et tidspunkt!








Husene, og byggestilen generelt, er meget anderledes end i Danmark. Stortset alle beboelser har altaner til alle lejligheder, og aircondition anlæg hængende på ydersiden. På de fleste altaner har folk hængt tøj til tørre. Der er små, interessante variationer på bygningerne, og farverne/materialerne der er benyttet, gør at det adskiller sig meget, fra hvad jeg er vandt til, hjemmefra. Byplanlægningen virker (lidt i stil med visse områder af Berlin), ret kaotisk, og bygninger af forskellige typer, alder og grader af vedligeholdelse, er klasket op og ned af hinanden, tilsyneladende uden en større plan for øje. Alt er presset sammen, meget meget tæt, og mange gader er ret smalle (især her i Nagaokakyo) – og det virker som om, at det tit er husenes placering, der har dikteret vejens løb, og ikke omvendt. Dette giver nogle fantastiske, snoede gyder og stræder.

Jeg blev mødt på skolen af Midori, som jeg har skrevet sammen med på mailen, Og en anden skolemedarbejder der hedder Toshiko. Begge smilende, og glade, og venlige - og Midori er heldigvis engelsk-talende. Vi gik ind på hendes kontor, og jeg blev introduceret til nogle af lærerne, som vi mødte på vejen. Alle var smilende, høflige og venlige.
Efter lidt praktisk snak, fulgte Toshiko mig over til den bygning, hvor mit værelse ligger. Det er en gråhvid klods af en 2 etagers kollegiebyging, ca. 5 mins gang fra skolen. Selve værelset er ca. Samme størrelse som mit soveværelse derhjemme =) Men der er badekar =D (I juniorstørrese).

Toshiko fulgte mig rundt hele dagen, og viste mig nabolaget – hvor der er butikker, supermarkeder, posthus etc. Jeg er glad for at hun var med, for uden hende var jeg faret vild i løbet af 2 sekunder. De snoede gader og stræder, kombineret med skiltning udelukkende på Japansk, gør det ikke super let at navigere. Kvarteret er også en sjov blandning af beboelse, og butikker oven i hinanden. Det minder mig om en middelalderby, og det virker som om meget, ikke har ændret sig stort siden byens grundlæggelse.

Jeg havde et stort problem med at hæve penge, da ingen af de ATM masiner vi prøvede, ville tage hverken mit Master eller VISA kort. Jeg forbandede mig selv, for ikke at have tænkt på at hæve penge i lufthaven – det er typsk at det man regner med vil være det mindste problem, lige pludselig bliver det største. Toshiko er heldigvis super sød, og hjælpsom, og hun lånte mig nogle penge, og sagde at jeg nok ville blive nødt til at tage ind til byen, for at kunne hæve penge, den følgende dag.

Til slut et par hurtige observationer jeg gjorde mig:

Bilerne:
Europæiske biler er ikke noget, der er mange af på gaderne herovre; det er næsten udelukkende rismærker – mest de kendte, men også nogle obskure mærker, man aldrig ser i vesten. Ligeledes er over halvdelen af modellene fra de kendte mærker, nogle der heller ikke kommer til vesten. Bla. Den tilsyneladende populære Nissan Cedric, der anstrenger sig meget for at ligne en Mercedes, og er meget benyttet som Taxa.
Derudover er der rigtig mange af ’konebil wagon’ typen, som mest af alt ligner en rullende tofu.
Trafikken:
Der er her i området ikke noget fortorv, som sådan, kun en sparsom afmærkning på jorden, der lige giver en ca. 40 cm bremme at gå på, og cyklister, fodgængere og biler færdes tilsyneladen ubesværet på samme vej. Der bliver kørt i den forkerte side – og det kræver lige lidt tilvænning at overskue, og folk kører generelt ufattelig pænt – ja nærmest behersket. Denne form for trafik ser man sgu ikke derhjemme. Har f.eks ikke hørt nogen bruge hornet en eneste gang. Ligeledes er cykellygter tilsyneladende ikke lovpligtige – og hvordan de undgår at blive tromlet, er mig en gåde.

Vender tilbage snarligst med mere!