Friday 5 December 2008

D.31-10-2008 var det igen tid til en tur med Field Work holdet, der styres med bestemt og meget energisk hånd, af Hoshino Sensei og Nagano Sensei (som iøvrigt mangler yderste led på den ene lillefinger - hvilket får mig til at mistænke ham for at have en skummel fortid. Gad vide om han har tatoveringer over hele overkroppen, under skjorten...)

Denne gang startede vi på Kyoto Art center, hvor vi så forskellige installationer - og som installationer er flest, sagde de mig ikke særlig meget. Der var dog en der omhandlede tid, som var rimelig interessant. Jeg kan desværre ikke vise billeder af dem, da det, som alle andre museer og gallerier jeg har været på i Kyoto, ikke var tilladt at fotografere dem.

Selve Kyoto Art Center er en nedlagt 'Folkeskole' (Primary School) - der til forveksling godt kunne ligne et fængsel udefra haha. Indenfor var det en del mere indbydende, med mørke træpaneler og en temmelig europæisk/nyklsassistisk inspireret indretning.



Her briefer Nagano Sensei holdet, og selvom jeg mistænker ham for at have en fortid som Yakuza, er han super venlig, smilende og meget animeret i sit kropssprog. Hvis jeg forstod hvad han sagde, ville jeg sikkert syntes at han var temmelig morsom.





Ja sådan vasker man åbenbart vinduer i Japan...

Efter Kyoto Art center gik turen rundt i Byen, til omkring 7-8 mindre gallerier, med et væld af forskellig kunst og kunsthåndværk. Ikke alt sammen var lige interessant, men noget af det vækkede dog min interesse - især dette galleri der var indrettet i en traditionel gammel villa. - og jeg fik lige sneget dette foto på vejen ud...








På vejen gik vi langs en af kanalerne (som iøvrigt er et af centrene for Kyoto's natteliv - hvilket jeg nok skal poste mere om senere), hvor der var udstillet forskellige skulpturer, nede i selve kanalen.




Jeg bliver aldrig træt af Japansk skiltning!






Dette skilt ville skrige 'Bøssebar!' i vesten, men i Kyoto...

Er det anderledes sobert og heteroseksuelt - maskulint.
(Sport - ja helt sikkert. Sport i 2'eren...)



Arcader og Pachinko/Slots haller er en temmelig populær ting herovre - de er generelt kæmpe store, og proppede med mennesker. Den klassiske Arcadehal lever også i bedste velgående; folk spiller ude istedet for hjemme - de små boliger må give dem mere trang til at komme udenfor haha.


Vi endte dagen på et Fransk inspireret tehus/kaffebar, hvor Hoshino sensei købte drikkevarer til hele holdet, før turen gik tilbage til Nagaokakyo igen...

Monday 17 November 2008

Her en mini update fra en hyggelig aften ude, med tre søde piger; Minami, Yuko og Priscilla. Vi tog hen på en lokal Isakaya, ved siden af JR Nagaokakyo togstationen, og spiste middag, drak og sludrede. Både Minanmi og Yuko taler Engelsk (de har begge været på udveksling i England - hvorfra de kender Priscilla), så det var rart at kunne kommunikere mere frit, end jeg normalt kan med mine medstuderende.
En stille og rolig, men super hyggelig aften.





Thursday 13 November 2008

Det er lidt tid siden jeg har haft tid til at poste, så her er en update fra et stykke tid siden;
D. 29-10 var jeg til fernisering i Gallery Hillgate - et lille galleri der ligger i Teramachi (en overdækket shopping arkade, som jeg har besøgt tidligere - der bla. også huser Carhartt butikken)

Anledningen var en udstilling af en af skolens undervisere, Junzo Sensei, og nogle af hans elever. Disse var en blanding af studerende fra 'Contemporary Art' og 'Nihonga' (Japansk Maleri).
Ingen Shopping gade i Kyoto er komplet uden sit eget tempel eller alter - Teramachi Inklusiv.



Junzo Sensei er den hyggeligste gamle nisse, der ikke taler et ord engelsk, men til genæld flydende Fransk (?!) - og han kan desuden drikke igennem!
Kuni - en rigitig spilopmager, der altid gør sig til for kameraet.
Hoshino Sensei - der er en af underviserne på 'Field Work' holdet. Han laver store værker i Japansk papir (Washi) som han selv fremstiller. Han har en energi og et godt humør, der i den grad er smittende.
Når sensei taler, bliver der tiet stille og givet behørig respekt. (Med undtagelse af 'George' som er lidt af en joker, og en af hans studerende. Dem der følger vores art blog på conceptart.org, har nok set mit portræt af ham =) Her Muraoka Sensei, som er min primære Nihonga lærer, og en super flink fyr. Og så kan han endda tale en del Engelsk.
Som det hører sig til ved Japansk festivitas, blev der dækket op med diverse lækkerier.
Kamera duel med purichan (Priscilla).
Jeg købte et maleri af Natsuko, og dette skulle naturligvis markeres med et fotografi. Eller skulle jeg sige fotosession. Hun var så beæret at det næsten var pinligt.
Og nej det var IKKE et scoretrick.


Efter ferniseringen var vi en del der tog videre, i højt humør, efter en del gratis drikkevarer.

Kuni og hans kæreste Rei. Dem er der sgu gang I.
Her Tsusshi og Minami, der havde fået lidt for meget at drikke, og var i kramme-humør. Hun kunne knapt holde balancen.

Vi mødtes på et værtshus. med 'Brasiliansk' tema og fortsatte festlighederne. Og som det hører sig til, blev der spist mindst lige så meget, som der blev drukket.
'George', som er kæreste med Tsusshi, gik kold før tolv...
- Og så var der de hårde hunde, der bkev tilbage, og holdt den kørende...
(fra venstre: Saki, Kuni, Natsuko og undertegnede. Kuni's kæreste Rei betjener kameraet. Bemærk at jeg så småt er ved at lære dem ordentligt metal håndtegn.)

Herefter tog vi videre - og gik igennem Kyoto's natteliv, til et sted, hvor en af Kuni's venner arbejdede.
Her Kunis kammerat, som jeg ikke lige kan huske hvad hedder. Han kunne i hvert tilfælde ikke holde hovedet stille. Og jeg var ikke for fuld til at holde kameraet.

I klubben havde de store fladskærme hængende, der viste musikvideoer, og jeg kunne desværre ikke forklare selskabet, hvorfor kanalens navn var morsomt...

Vi endte hjemme hos Kuni, hvor vi overnattede, og jeg havde en dyb samtale med hans mor, om meningen med livet, og søgen efter lykke - via tolk (Kunis kæreste !).
Fulgtes hjem næste morgen med Natsuko, og Saki, og missede mit Illustrationshold pga. tømmermæd. Men det var bestemt det hele værd.