D.03-11-2008;
Om aftenen var jeg blevet inviteret til koncert af Sakichan, og Kuni og hans kæreste. Jeg mødtes med Saki, Kuni og Bunbun på Saiin togstationen, hvorfra vi fulgtes til spillestedet - der hed 'Oh La La'. Det var et meget lille, og ret hyggeligt sted - med en lidt 'Hippie' agtig indretning.

På programmet den aften var der 5 undergrundsbands, hvoraf ét af dem (Chincilla Silas Hole) har en 'forsanger ' der studerer på mit universitet. Der var her tale om et syrerockband, med klare inspirationskilder hentet fra 70'erne - som bestod af Bas, Trommer og skrig. Der var god energi i deres musik, og forsangerens udfoldelser var ikke så lidt morsomme.


Saki-chan og Bun-chan.

Ham her fyren optrådte solo, med en blanding af guitar, og beats spillet fra hans laptop. Han var en alt for grineren type, der ikke turde se på publikum, og som spassede helt ud på scenen. Publikum, jeg selv inkluderet, var færdige af grin over hans show. Det var fantastisk!

Efter det sidste band havde spillet, skulle vi videre i byen - og tog det sidste tog til Kawaramachi. I toget lejede Rei-chan (Kuni's kæreste) og trommeslageren fra Chincilla Silas Hole modeshow, med de meget smukkke englehårs guilander, de havde taget med fra Oh La La. Alt for grineren.

Fyren til højre er forsangeren i førnævnte band, og hans navn lyder som 'lighter' eller 'raita'...



Stedet vi endte, var den nok skumleste smug-kro jeg har været på længe; det var et sted der hed 'Neko Ana (Cat Hole)', som nærmest bare var dagligstuen i et traditionelt Japansk hus, som var super rodet og halvskummelt. Værtinden havde også en del katte (og deraf navnet vil jeg tro) - og vel nok det mest beskidte køkken jeg i mit liv har set. Dette opdagede jeg dog først, da jeg ved 5 tiden om morgenen smuttede hjemad, og lige fik kastet et blik ind af køkkendøren. Det må dog siges, at det også var det billigste værsthus jeg har været på I Japan - lad os se om jeg ikke eneder med at vende tilbage igen...
Det er sgu altid fedt at se en anden side af byen, og miljøet.

D. 03-11-2008 var Priscilla og jeg et smut forbi et arrangement for udlændinge, bosat i Kyoto. Det var lidt af et cirkus, med madboder fra diverse lande (alle bemandet af Japanere), noget loppemarked, og musik mm. Hverken jeg eller Puri syntes det var rasende interessant, så vi smuttede hurtigt igen - og jeg gad ikke engang tage billeder.
På vejen tilbage, kom vi til gengæld forbi et gammelt kraftværk/rensninganlæg, der så interessant ud:

D. 01-11-2008; Efter besøget hos Sakichan, tog vi Hankyu toglinien til Osaka Umeda Station, hvor vi mødtes med Toshiko. Osaka er en enorm storby med, så vidt jeg ved, ca. 8 millioner indbyggere, og selve togstationen var passende enorm og ekstremt proppet med mennesker. Vi fandt dog Toshiko uden større problemer, og hun førte os hen til den nærliggede JR Lines station, hvorfra vi tog toget ud til Osaka-Jo (Osaka Castle).



Selve slottet, og hele komplekset omkring det, er enormt. Eller dvs. slottet er ikke så fantastisk enormt, men temmelig højt - 8 etager så vidt jeg husker. Det var et temmelig imponerende syn, med den store voldgrav, og de høje mure - der var omkranset af supermoderne storby, og skyskrabere.

Ja jeg ved det godt - jeg er for hot.


Indenfor er slottet blevet lavet om til et museum, og her må man selvfølgelig ikke fotografere. Det kom jeg dog lige til at glemme, da jeg så denne montre med antikke rustninger... Det er lidt ærgeligt, at næsten intet af det originale interiør, er blevet bevaret og det var en smule af et antiklimaks, for mit vedkommende. Det var meget turistet, og der var naturligvis proppet med mennesker.
På denne etage måtte man gene tage billeder - men det var nok mest fordi den primært bestod af souvenir-butikker... Anderledes interessant var observations-dækket, nær toppen, hvor man kunne træde ud på en platform der omkransede hele bygningnen. Udsigten herfra var ganske enkelt fantastisk. Og min pegefinger gik totalt i kamera-krampe.



Det blev tid til at sige farvel, til Osaka-Jo, og komme videre i programmet. Udenfor var solen næsten gået ned, og jeg fik lige et par fotos med på vejen. Næste stop var Namba distriktet, som er et stort centrum for shopping, restauranter og natteliv.

Fik lige snuppet denne reklame for - selskabslokaler til bryllupper - på stationen =)

Før jeg tog til Japan, hørte jeg flere sige at det var som at komme til en anden planet. Den oplevelse havde jeg ikke, før jeg kom til Osaka. Byen efter mørkets frembrud er lidt af en oplevelse - ikke mindst rent visuelt. Det er en smule anderledes end København...
Toshiko tog os bla. med på Okonomiyaki restaurant - det er snasket, fedtet, usundt og temmelig fantastisk! (Forestil jer en blanding af af æggekage og pandekage, med fyld af alt muligt forskelligt, som laves på bordet - og spises med godt med mayonnaise og Okonomiyaki sovs! - storslået.)

Her udenfor Toshiko's venindes restaurant.

På vejen hjemad tog jeg nogle billeder af Japanske 'Hosts' - eller værter (de kalder dem Hosto), der hænger ud på gaden, for at få piger med ind på de klubber, hvor de arbejder. De har en meget speciel stil - som set med vestlige øjne er ret feminin, men åbenbart er super hot, for en del af de Japanske kvinder. Jeg har dog ikke endnu mødt nogen der vil indrømme at syntes det, overfor mig haha.
Det er tilsyneladende en stor ting i Osaka - og jeg har ikke set mange af dem i Kyoto.


Osaka er stor, og overvældende og fantastisk fascinerende. Jeg bliver nødt til at vende tilbage og udforske den noget mere.