Sunday 26 October 2008

Som jeg skrev i sidste indlæg, har jeg temmelig travlt i hverdagen, så det med at poste herinde, bliver ikke så ofte som jeg gerne ville.
Denne update er fra sidste lørdag (d.18), da jeg var en lille tur inde omkring Kawaramachi/Shijo Dori, for at shoppe. Jeg havde siddet opppe hele natten, og malet, så kom en anelse sent afsted. (jeg poster dagligt i vores tegne/male blog på conceptart.org - og det har desværre prioritet over denne blog.)
Det gjorde egentlig ikke så meget, for der er sent åbent overalt, så jeg spenderede et par timer i en af de overdækkede indkøbsgader, hvor jeg indtog en relativt sen 'Brunch', på et Japansk junkfood sted. Jeg bestilte den største 'Omuraisu' menu man kunne få - med både hakkebøf, pasta, tempura kæmpe rejer og suppe. OG isdessert. Maden var ikke det mest spændende jeg har spist hernede, men kaffen var tilgengæld en af de bedste kopper jeg har fået i Japan! Det var sgu en positiv overraskelse, i en by hvor en anstændig Cappucino, kan være særdeles svær at opdrive.
Godt oppustet trillede jeg ud på gaden igen, og cruisede rundt, for at se på butikker og folk. Og mindsandten om ikke jeg fandt Carhartt butikken! - så var den dag reddet, og det måtte naturligvis fejres med indkøbet af en ny kasket.
Herefter slentrede jeg, veltilpas, som en anden flanør, ned mod Kamogawa floden (som jeg har fotograferet tidligere, under den fejlagtige antagelse, at der var tale om Kawabata...), med shopping poser over armen, og kamera i hånd, for at slå mave ved flodens bred.
Jeg måtte endnu engang sande, at Kyoto er en temmelig fantastisk smuk by - både før og efter solnedgang.




Mageligt sad jeg og hyggede mig, og forsøgte at fange en hejre på fisketur, med kameraet, da mine ører opfangede en faretruende lyd i det fjerne. Jeg studsede og lyttede efter. Med bange anelser og stigende puls, rejste jeg mig, og fulgte lyden, over broen til den anden side af floden, hvor min gru blev bekræftet til fulde.

Og satme så; selv om man er rejst den halve verden væk fra lille Danmark, så undslipper man kraftedme ikke den fesne ukulele, den lumre beatbox, og de tarvelige panfløjter! Fra tunnellen i Albertslund centret, til strøget - og nu I Kyoto! Dette må være et beviset på at der eksisterer verdenssammensværegelser - men hvem skulle have troet at den bestod af netto-indianere? En dag tager de magten - var jer mine ord!

Dette var tydeligvis mit cue til at drage hjemad, og jeg nåede lige at fange et par skilte med på vejen =) ( + et fra sidst der sneg sig ud af mit post).


Note: Dette er det eneste eksempel på hjemløse, jeg har set i Kyoto indtil videre. Under de fleste broer, der går over floden, har de slået barakker op, overtrukket med pressenninger. Her er de godt skjult fra offentligheden - og jeg har på fornemmelsen, at det mindst er lige så meget deres egen skam, som myndighedernes orden i det offentlige rum, der holder dem ude af syne, for de fleste mennesker. Jeg har ligeledes heller ikke set en eneste tigger.

Bagved havde de ænder i bur - og det så ud til at en af barakkernes beboere, solgte hjemløse katte til folk. Det er godtnok en smule anderledes end derhjemme.

Sunday 19 October 2008

Om fredagen er jeg tilmeldt et hold, der hedder 'field work' - og som vel bedst kan beskrives som 'ekskursionsholdet'.
Denne fredag var vi så ude på vores første tur - et besøg på Kyoto National Museum of Arts, hvor der er en Arts and Crafts udstiling (som jeg så med et andet hold sidste uge, haha).
Vi skulle mødes kl. 14, så jeg tog ind til byen tidligere, for at købe forskellige ting, og se mig lidt omkring. At finde shampoo uden parfume, i Kyoto, er tilsyneladende lige så let som at finde is i Sahara. Nå men efter endt shopping, spiste jeg frokost på en restaurant, i en af de overdækkede inkøbsgader, hvis navn jeg ikke lige kan huske, og på vejen ud igen, kom jeg forbi en Pachinko-hal. Jeg skulle naturligvis lige tjekke den ud, inden i - og larmen var meningsløs. Det samme var tobaktågen, så jeg smuttede hurtigt ud igen, og op på 2. sal, hvor der var en Arcadehal. Og minsanten om ikke de havde både Tekken 6 og Streetfighter 4 =) Jeg tog et enkelt spil Tekken, og fik gevaldige stryg af en Japansk teenager, så jeg skyndte mig videre (grundet tidspresset naturligvis), for at mødes med resten af holdet, ved museet.

Jeg besluttede mig for at gå til museet, istedet for at tage bussen, da dette ville give mig gode muligheder for at tage fotos. Tog ruten op langs Kawabata floden, i den modsatte retning, af den jeg gik med Priscilla første gang, og det var en ret fed tur. Husene langs floden er ret fantastiske. Der var i det hele taget rigeligt med interessante ting, at tage billeder af på vejen.
Jeg mødtes med de andre, og fik overstået udstillingen ret hurtigt, men der var en anden etage jeg ike havde set sidst, og der var nogle ret interessante malerier - især 5 Japanske i klassisk stil, som var helt fantastiske. Sådan vil jeg også male!
Derefter gik turen videre til 4 andre, og mindre udstillinger på forskellige gallerier, rundt om i byen.
Priscilla besluttede sig for at tage med, og det var meget rart at have en at snakke med, om de forskellige udstillinger - som udover den første, store, var af meget svingende kvalitet.
Turen fra National Museum foregik til fods, og det gav mig rig lejlighed til at fotografere mere af byen, som bare bliver mere og mere fantastisk, for hver gang jeg udforsker den. Og jeg har set så lidt af den indtil videre.





Den sidste udstilling vi så, var Japansk maleri, af en ung kvinde som malede på silke. Og de få billeder hun udstillede, var ret fantastiske. Som så mange andre steder måtte man ikke tage billeder, så jeg kan desværre ikke vise noget derfra.
Herefter tog vi, godt trætte i hovedet, hjem mod Nagaokakyo.

Thursday 16 October 2008

Japan fact #2:

I japan er man så vilde med fighting games, at man har opkaldt denne butik efter min yndlings character, fra Soul Calibur 4...

(bemærk iøvrigt de tre forbipasserende Japanere, der anstrenger sig meget, for ikke at se ud som at de glor på mig.=)

Wednesday 15 October 2008

Da jeg har haft super travlt denne uge, har jeg desværre ikke haft meget tid, til at opdatere på bloggen. Indtil jeg får tid til en større update, er der her nogle fotos af interessante skilte, som jeg har taget i nabolaget. Noget af det er lige til engrish.com ;)

Thursday 9 October 2008

I lørdags tog Priscilla og jeg ind til Kyoto by, for at se en udstilling med Japansk maleri. Vi havde fået billetter af min lærer, sensei Muraoka, og det var en ganske interessant oplevelse. Selvom jeg var en smule skuffet, over at der ikke var nogle værker i klassisk stil, var det stadig en ganske interessant oplevelse. Den teknik der benyttes, er anderledes end hvad jeg har set før, i vestligt maleri, og det gjorde selv kedelige billeder interessante. Pigmenterne der benyttes har en anden, meget mat, og til dels støvet farveudstråling, som kan være ret fantastisk.

Selve museet ligger i et område, med flere andre museer, og det store Heian Jingu Tempel (Shrine). Hovedporten er en enorm Torii, konstrueret i beton og stål.
Man måtte ikke fotografere inde i museet, så jeg tog et billede af selve bygningen istedet (længe leve Panorama funktionen på mit kamera, og Photomerge i CS3 - its fucking magic!). Da vi begge var en anelse udkørte, efter fredagens festivitas, fandt vi et sted hvor vi fik noget at spise, og tog så ind til centrum af byen, hvor vi gik en tur ned mod Kawabata floden, som er en af flere der løber gennem byen. Den fulgte vi så ned til Kyoto Central, hvorfra vi tog toget hjem. Det var en ret fantastisk gåtur, langs floden, og efterhånden som mørket faldt på, tændtes byens lys, og langs bredden sad folk (og især par) og nød den lune aften.











Flere steder så vi hejrer (eller er det traner?) som denne, der fiskede i flodens lave vand. Jeg kom ved et uheld til at sætte blitzen til, da jeg tog dette billede - men istedet for at blive skræmt, ser den snarrere ud som om den, lidt halvirriteret, prøver at nedstirre mig. "Baka Gaijin!"